I denne vejledning anbefales programmet Signal, der giver mulighed for at tale sammen, indtale beskeder, chatte og overføre filer, alt sammen naturligvis krypteret, og desuden gratis. Kommunikationen kan foretages på tværs af PC’er med Windows, og smartphones med enten Android eller IOS.
Da Signal er usædvanlig simpelt at installere og konfigurere, er dette ikke en komplet vejledning, men blot nogle punkter der er værd at fremhæve. Vejledningen er som sædvanlig tilpasset Windows, men kræver (desværre) også at Signal installeres på en smartphone idet en QR kode skal scannes. Se eventuelt den officielle installationsvejledning her.
1. Download og installer først Signal på din smartphone: https://signal.org/download/
For at øge sin anonymitet kan man overveje at benytte Signal fra en separat telefon med et separat telefonnummer. Det kan gøres ved at købe en såkaldt “startpakke” med et nyt SIM-kort, nyt telefonnummer og noget taletid. Det vil være en fordel at betale kontant, og optimalt set bør SIM-kortet sættes i en telefon der ikke har været brugt til andet, eller i det mindste i en telefon der ikke direkte relaterer til dig selv.
Bemærk at så længe telefonen er tilsluttet dit trådløse internet derhjemme, behøver du hverken abonnement eller at købe yderligere taletid. Derved kan du både spare penge og øge din anonymitet. Til gengæld er der ingen forbindelse hvis du tager telefonen med dig og er væk fra dit trådløse internet.
2. Download og installer derefter Signal til din PC: https://signal.org/download/
3. Efter installationen på din PC vil du se en QR kode som skal scannes med Signal-appen på din smartphone. Bare følg instruktionerne på skærmen. Alternativt kan du også se instruktionerne her.
Herfra siger det meste sig selv, men ellers er denne side nyttig.
Bemærk:
– Signal kan med fordel installeres både på ens computer og smartphone. Hvis dine kontaktpersoner også installerer Signal er der reelt intet behov for at ringe eller skrive ukrypteret fremover.
– Tale imellem Signal på en smartphone og en PC foregår lidt specielt. Man kan nemlig ikke ringe op og foretage en almindelig samtale. I stedet kan man indtale beskeder som modtageren kan aflytte. Dette kan gøres i noget nær real-time, men om det er bedre end at benytte chat-funktionen er en smagssag. Da tale-beskederne forbliver i kommunikationen indtil de er aflyttet, kan funktionen også bruges som en form for telefonsvarer.
– Det er en god ide at verificere sine Signal-kontaktpersoner, så du er sikker på hvem du kommunikerer med og at beskeden ikke er blevet ændret undervejs. Klik her for IOS og her for Android, og se afsnittet How to Verify your Contacts.
– Du kan øge sikkerheden ved at få chat-beskeder til at blive slettet automatisk efter et stykke tid som du selv definerer. Klik her for IOS og her for Android, og se afsnittet Disappearing Messages.