AirVPN

TOR der er nævnt som den anden løsning til kryptering af internetforbindelsen giver meget langsomt internet, og krypterer som standard kun browser-trafik via den medfølgende Firefox. Som alternativ kan man benytte en såkaldt VPN (Virtual Private Network). Det er ikke gratis og ikke nær så sikkert som TOR, men til gengæld er internetforbindelsen ofte hurtigere, og alt bliver krypteret.

Den VPN-udbyder vi har testet og anbefaler er AirVPN (læs mere i vores blog). Nedenstående billeder viser hvor simpelt det er at anvende.

Højreklik på en VPN-server og vælg Connect now.

.
.

Forbindelsen er oprettet.

 

.

Hjemmesiden myip.net viser her den IP-adresse i Holland som vi har fået tildelt af VPN-serveren.
Al internettrafikken er nu krypteret imellem os og VPN-serveren.

Bemærk i øvrigt hvordan hjemmesiden forsøger at gætte vores styresystem og browser.
Det kan omgås som beskrevet i bloggen Bliv anonym online.

Alt krypteres!
Med en VPN bliver al din internettrafik krypteret. Normalt vil din internetudbyder og alle andre med adgang til dit lokalnetværk, kunne overvåge al ikke-krypteret internettrafik, inklusiv brugernavne, passwords og hvilke hjemmesider du besøger. Ved brug af en VPN vil al internettrafikken blive krypteret det første stykke af vejen, og overvågningen hos din internetudbyder, samt hackere på dit lokalnetværk, er du nu sikret imod. Alt hvad de kan se er en strøm af krypterede data imellem dig og den VPN-server i udlandet som du er tilsluttet. Din rigtige IP-adresse kan heller ikke aflæses hos dem du kommunikerer med. På samme måde vil de emails du sender heller ikke længere afsløre din rigtige IP-adresse.

Skift IP-adresse når det passer dig
En fordel ved en udbyder som AirVPN er, at man nemt kan skifte IP-adresse når man vil. Hver gang man logger på som vist ovenfor, kan man frit vælge en ny VPN-server, alle placeret et sted i udlandet. Herefter vil hjemmesider man besøger, kun kunne se IP-adressen fra VPN-serveren i det valgte land. AirVPN anvender desuden et begrænset antal IP-adresser fra hver server, hvorved præcis samme IP-adresse bruges af flere forskellige kunder samtidig. Det giver et ekstra lag af anonymitet, da man dermed ikke kan sammenkæde en given IP med en bestemt bruger.
Den danske Antipiratgruppe lader da også til at have store problemer med at spore folk der bruger VPN.

Hastighed
Det er altid vanskeligt at sige præcist hvor hurtig en internetforbindelse man kan forvente med en given VPN-udbyder, idet mange individuelle forhold spiller ind. Vores erfaring og tests viser, at hvis man vælger en VPN-server i et nærliggende land (det giver den hurtigste forbindelse) så vil man næppe have problemer med hastigheden. Som referenceramme kan nævnes, at man kan downloade en hel film på omtrent 5 minutter, og uden problemer kan streame youtube-videoer i højeste kvalitet.

Pris
AirVPN koster imellem 34 og 52 danske kroner om måneden, afhængig af kurs og tidsperioden man betaler for. Den præcise pris er angivet i euro på denne side, og kan omregnes på valutaomregneren.dk. AirVPN kan bruges fra 5 enheder samtidig.

Tips
*** Hvis du bruger Gmail og får advarsler om “suspicious activity”, så slå det fra.
*** For maksimal anonymitet bør du desuden følge instruktionerne i bloggen Bliv anonym online.
*** Deaktiver WebRTC i Firefox som beskrevet her (eller følg ovennævnte blog som også løser problemet).
*** Sørg for at sætte en side som myip.net som din startside, så du altid kan checke at du surfer anonymiseret.
*** Ved specielle lejligheder kan man med fordel kombinere AirVPN og TOR.
*** Du kan øge din sikkerhed ved at aktivere den såkaldte Network Lock. Det gøres ved at højreklikke på tray-ikonet og gå til Preferences->Advanced->Network Lock og ændre Mode til Automatic (screenshot her). Med Network Lock aktiveret vil din internetforbindelse øjeblikkeligt blive afbrudt i fald du mister forbindelsen til VPN-serveren. Skulle det give problemer så du helt mister netforbindelsen, så er her et simpelt trick: Gå til kontrolpanelet i Windows og slå Windows Firewall fra!

.

.

Vejledning til AirVPN:

1. Download og installer AirVPN fra denne side.
Dette vil installere AirVPN’s eget program som er open source. Man kan dog også tilslutte sig via OpenVPN. Vi anbefaler deres eget program som er simplere at installere og som har den førnævnte Network Lock funktion.

2. Opret en konto her.
Brugernavnet bør ikke være dit rigtige navn eller på anden måde henvise til dig.
Hvis du vil øge din anonymitet en anelse, så oplys en falsk email adresse. Indtast en tilfældig adresse med en masse tilfældige tal og bogstaver, så du er sikker på at adressen ikke findes. Bare husk et @ i midten og f.eks. .com til sidst. Ulempen ved at indtaste en falsk adresse er, at AirVPN ikke kan hjælpe dig hvis du mister dit password.
Vi anbefaler et password bestående af mindst 12 helt tilfældige store bogstaver, små bogstaver, tal og specialtegn. Hvis passwordet ikke er fuldstændig tilfældigt, eller ikke indeholder tegn fra alle fire nævnte kategorier, bør der tilføjes flere tegn (læs evt. denne artikel). Da det er svært at huske lange og komplicerede passwords, bør du bruge en Password Manager. Så slipper du også for at indtaste dine passwords.

3. Gå til denne side og vælg perioden du vil betale for. Gennemfør betalingen som ved andre online køb.
Lige som ved de fleste andre online køb, identificerer man sig under betalingen overfor modtageren, som i dette tilfælde hedder Avangate. De varetager betalingerne til AirVPN. Man kan godt forsøge igen med en ugyldig mail-adresse, men man kan risikere at betalingen bliver afvist.
Hvis man virkelig vil tilføje et ekstra lag af anonymitet, så skal man betale med bitcoins via TOR-netværket. På den måde skal man på intet tidspunkt identificere sig overfor AirVPN eller Avangate. De ved ikke hvem man er. Denne ekstra anonymitet burde dog ikke være nødvendig, da AirVPN allerede har sat deres systemer op til ikke at kunne sammenkæde bestemte IP-adresser med bestemte brugere. Det er også lettere omstændigt at gennemføre en sådan betaling med bitcoins, men interesserede er velkommen til at kontakte os for råd og vejledning.

AirVPN er nu installeret og klar til brug. Derfor: Start AirVPN, log på med dit brugernavn og password, og log på en server som vist på billederne øverst på siden. Og overvej kraftigt at aktivere Network Lock som beskrevet under Tips, samt følge instruktionerne i bloggen Bliv anonym online.

.

Sådan fungerer det
Nedenstående tegning viser et eksempel på en almindelig bruger der har oprettet en almindelig ukrypteret forbindelse til en server. Brugerens IP-adresse sendes hele vejen til serveren og trafikken er på intet tidspunkt krypteret. Den kan derfor aflæses både hos internetudbyderen og ved alle routere undervejs.
Sort linje = krypteret forbindelse
Rød linje = almindelig ukrypteret forbindelse

.

Denne tegning viser et eksempel på en VPN-bruger der er gået ind på en hjemmeside, sender en email eller lignende. Trafikken bliver sendt krypteret til VPN-serveren. Der dekrypteres den og sendes videre til destinationen. VPN-brugerens IP-adresse sendes kun til VPN-serveren. Serveren for hjemmesiden kan kun se at nogen fra VPN-serveren har henvendt sig. Hvem der er bagved VPN-serveren kan den ikke se. Samtidig kan den lokale internetudbyder ikke se hvor trafikken går hen efter VPN-serveren, og kan pga. krypteringen heller ikke læse med i indholdet af trafikken.
Sort linje = krypteret forbindelse
Rød linje = almindelig ukrypteret forbindelse

.

Hvis du ønsker detaljer om den research og udvælgelsesprocess der ligger bag valget af lige netop AirVPN, så se afsnittet “Valget af VPN-udbyder” i den tidligere vejledning. De fleste kriterier og testmetoder er grundlæggende de samme.