Sektion 1 – Grundlæggende sikkerhed

Anbefalingerne i denne sektion er velegnet for de mindst tekniske brugere, der ønsker at ofre mindst mulig tid på sikkerhed, men samtidig ønsker at være godt sikret imod malware og hackere.

 

    *** Husk opdateringer ***
Windows-opdateringer downloades og installeres som standard automatisk. Det er dog endnu vigtigere at holde sine 3. part programmer opdateret, altså programmer som Firefox, Thunderbird, Chrome, Flash Player, Java, Adobe Reader osv. Det kan man generelt ikke gøre i Windows Update, men som standard checker de fleste af programmerne selv for opdateringer. Bare husk at svare ja til at opdatere, hvis programmet fortæller at der er kommet en ny version.

 

    *** Afinstaller crapware ***
Mange hacking-angreb foregår via såkaldte drive-by angreb, hvor der udnyttes en sårbarhed enten i browseren eller (som oftest) i et browser-plugin. Mange af disse browser-plugins er installeret i browseren uden nogen god grund, og de bruges sjældent eller aldrig. Eksempelvis behøver man ikke længere Java til NemID, og man behøver ikke Adobe Flash Player for at afspille youtube-videoer. Men netop Java og Adobe Flash Player er nogle af hackernes foretrukne mål, når de anvender drive-by angreb. Man kan derfor øge sin sikkerhed ved ganske enkelt at gå til kontrolpanelet i Windows og afinstallere følgende programmer, hvis de da er installeret (så slipper man også for besværet med at holde dem opdateret):
Oracle Java
Microsoft Silverlight
Adobe Air
Adobe Flash Player
Adobe Shockwave Player
Afinstaller desuden Adobe Reader (se evt. afsnittet Hjælp hackeren: Brug Adobe Reader)
Skulle det imod forventning vise sig, at man har brug for nogle af disse programmer, så kan de nemt og gratis installeres igen via producentens hjemmeside.

 

    *** Tag backup ***
Hvis man har vigtige data er det vigtigt at tage backup. Det siger sig selv, men da mange glemmer det, fortjener det at blive nævnt igen. Hvis du i dette øjeblik har noget på din computer, som du ikke har gemt andre steder, og som du ikke ønsker at miste, så bør du tage backup med det samme. Læg f.eks. alle vigtige dokumenter i en mappe, og kopier mappen over på en USB-disk. Hvis dine vigtige data fylder mindre end 2GB kan du også anvende Krypteret Backup. Så har du en backup hvis du mister din computer eller hvis den pludselig ikke vil starte. En backup kan også redde dig hvis du bliver offer for ransomware.

Tommelfingerreglen er: Vigtige data skal altid befinde sig mindst 2 steder!

Det kan være en rigtig god ide at kryptere den USB-disk eller eksterne harddisk hvor man har lagt sin backup. Det kan gøres i TrueCrypt (som allerede er installeret hvis du har fulgt vejledningen Krypteret harddisk) ved at trykke på knappen Create Volume og vælge Create an encrypted file container. Læs og følg TrueCrypts anvisninger (se evt. denne video).

 

    *** Drop antivirus ***
Vi anbefaler ikke længere brugen af traditionelt 3. parts antivirus, da det efterhånden er en både forældet og forholdsvis ineffektiv teknologi. Dertil kræver mange antivirusprogrammer at man registrerer sig hos dem, mange har problematiske standard-indstillinger, nogle giver reklame-popups, andre presser brugeren til at installere unødvendige ekstra-programmer, eller forsøger at narre brugeren til, at opdatere til en prøve-version af købe-udgaven, som herefter udløber. Der er også set flere eksempler på sårbarheder i antivirusprogrammer, som alt andet lige har forringet sikkerheden på PC’en, i stedet for at øge den. Dertil kommer, at nyere versioner af Windows allerede har antivirus indbygget og aktiveret som standard.

 

    *** Installer OSArmor ***
Mens antivirus i dag kun yder begrænset beskyttelse, så er der mange andre typer sikkerhedsprogrammer, som effektivt kan stoppe stort set al malware. Udfordringen er kun, at vælge noget der samtidig er tilpas brugervenligt, og her kommer OSArmor ind i billedet. Installer det… og glem derefter at det er der. Programmet vil nu passe sig selv i baggrunden, og du vil stort set aldrig høre fra det. Download OSArmor her. Læs eventuelt mere her.

 

    *** Brug sund fornuft ***
Sørg for at bruge almindelig sund fornuft når du er online, og for eksempel ikke klikke på links eller åbne vedhæftninger i emails, med mindre du er sikker på hvem afsenderen er. Installer aldrig noget du ikke er sikker på hvad er, og kør aldrig mystiske eller ukendte filer. Scan gerne alle filer på VirusTotal inden du kører dem. Læs eventuelt bloggen Mental whitelisting.