“Privacy is dead”

Du har måske hørt påstanden “Privacy is dead”. Udsagnet kommer ofte fra folk der har en personlig interesse i at det skal blive sandt, og som arbejder aktivt for netop at dræbe privacy. Påstanden om at privacy allerede er “dødt”, bruges typisk til at retfærdiggøre deres arbejde for at dræbe privacy. Frem for at stå fast på sine holdninger og gøre en aktiv indsats for et bedre samfund, opfordrer de til at man i stedet skal læne sig tilbage og give op. Det er jo for sent nu hvor privacy allerede er dødt…

Men hvad betyder det?

Privacy handler om kontrol over sine personlige data. Det er ikke helt det samme som “secrecy”, altså hemmeligholdelse af data. Forskellen ligger i, at selvom privacy også omhandler hemmeligholdelse, så er nøgleordet kontrol. Kan man kontrollere sine data så de deles med nogen man ønsker at dele dem med, og ikke med andre, så har man privacy. Og alle har privacy! Vi har haft det til alle tider i menneskets historie, og at eliminere det fuldstændig er noget nær umuligt. Så længe man kan sige noget til en person tæt på, og regne med at en person længere væk næppe hører det, så har man privacy. Når vi taler fortroligt med en nær ven, og vælger ikke at dele den samme information med en fremmed på gaden, så har vi privacy. Når vi deler vores helbredsoplysninger med vores læge, og ikke med vores arbejdsgiver, så har vi privacy. Når vi deler vores intime, seksuelle præferencer med en kæreste, og ikke med vores gamle mor, så er det også et eksempel på privacy. Alene det at tænke noget som man vælger ikke at fortælle andre om, er et eksempel på kontrol over sine personlige date, og dermed privacy.

Privacy = kontrol over egne data, og dermed friheden til at vælge hvem de deles med.

Moderne teknologi og masseovervågning har givet alvorlige udfordringer for vores privacy, men dem der på dramatisk vis påstår at det ligefrem er “dødt”, har ganske enkelt ikke forstået hvad privacy er. Deres konklusion er omtrent lige så forhastet som lægen der konstaterer at hans patient er forkølet, og derfor straks erklærer ham død. Selv hvis alt hvad vi gjorde, online som offline, blev overvåget af eksempelvis vores efterretningstjenester, ville vi stadig have privacy. Ganske vist ikke overfor vores efterretningstjenester, men stadig overfor andre. Dette er blot et ud af mange eksempler på, hvor lidt mening det giver, når man inddeler verden så absolut og firkantet, at privacy enten er dødt eller levende. Virkeligheden består sjældent af disse absolutte modpoler, og er ofte én stor gråzone, hvor man har lidt af det ene og lidt af det andet, i et konstant varierende blandingsforhold. Man kan derfor sjældent med rette postulere, at have hverken 100% eller 0% privacy, ligesom man sjældent har hverken absolut sikkerhed eller absolut usikkerhed.

Hvorfor er der privacy-indstillinger alle vegne?

Man kan finde privacy-indstillinger rigtig mange steder, lige fra et styresystem som Windows 10, et socialt medie som Facebook, en email-udbyder som Gmail, og en lang række PC-programmer. Offline har vi tiltag som hemmeligt telefonnummer, navne- og adressebeskyttelse, nummerplade på bilerne og hemmelig afstemning når der er valg. Tiltagene er ikke altid perfekte, og løser ikke altid de privacy-problemer som brugen af den pågældende service medfører, men de giver ikke desto mindre brugeren en vis grad af kontrol over sine data, og er dermed pr. definition eksempler på privacy. Ja, korrekt opfattet…

Selv på Facebook er der privacy!
(bare ikke ret meget)

At der findes privacy-indstillinger selv hos Facebook og Gmail, virksomheder der lever af at modarbejde deres brugeres privacy, viser desuden, at folk ikke er ligeglade med deres privacy. Spørgsmålet bliver derfor dette: Hvordan kan vores privacy være død, når vi bekymrer os om den, og når vores hverdag er fyldt med muligheder for at kontrollere den?