Surveillance Camera Man

Privacy-debatten kan også tage sit udgangspunkt i humor, som i denne video.
(hvis videoen er fjernet, søg efter ”Surveillance Camera Man”)

Tilføjet april 2018:
Som forventet blev videoen fjernet, men den kan i skrivende stund stadig findes ved at søge som beskrevet. Denne korte rapportage om videoen kan også anbefales:
Why does everyone hate Surveillance Camera Man? – Verge Update

Man behøver ikke se mange minutter af videoen, før nogle ganske forventelige, og ikke videre overraskende reaktioner, begynder at gå igen hos de personer der bliver filmet. Mange mennesker opfatter det tydeligvis som grænseoverskridende og ekstremt upassende, ja ligefrem provokerende, at de bliver filmet. Tilsyneladende bryder mennesker sig bare ikke om, at de pludselig, uden at have tilladt det, bliver filmet. Flere giver tydeligt udtryk for, at det ikke er okay at de bliver filmet eller taget billeder af, uden at de har givet tilladelse til det. Det kunne virke som om deres grundlæggende antagelse er, at data om dem selv, tilhører dem selv. Og at det dermed er upassende, at en fremmed person tager deres data, uden at spørge om lov, eksempelvis ved at filme eller tage billeder.

Mange andre reagerer endnu kraftigere. Eksempelvis er der en sikkerhedsvagt, der truer med at ringe til politiet og fortælle dem, at han bliver filmet på et offentligt sted, selvom dette vel næppe kan være ulovligt. Han fortæller, at han oplever kameramandens adfærd som truende, selvom han reelt set ikke gør andet end at filme. Der er også en hjemløst udseende person, der bliver filmet mens han sidder et offentligt sted og spiser. Da kameramanden forsøger at tale ham til ro ved, at sige “it’s just surveillance man” reagerer han med ordene “take your surveillance and stick it in your fucking ass”. Flere andre bliver ligefrem voldelige, så kameramanden må flygte. Så provokerende er det åbenbart for mange mennesker, at blive filmet uden, at have givet tilladelse til det.

Hvad flere af de filmede personer helt ignorerer, er det faktum, at de i forvejen bliver filmet hver eneste dag. Dette er efterhånden helt normalt, også her i Danmark. Vi bliver filmet i det øjeblik vi træder ind i en butik, nogle steder endda når vi blot går ned ad gaden. Men det beklager de færreste sig over, til trods for, at det sker utallige gange dagligt.

Og hvorfor egentlig? Hvorfor har vi ikke noget imod at blive filmet, når vi går ned ad Strøget i København, eller træder ind i en 7-Eleven kiosk, eller befinder os på det lokale vaskeri? Nogle vil sige, at hvis man ikke har noget at skjule, så har man intet at frygte. For dem der tror på denne udbredte antagelse, og som har set noget af den nævnte video, vil det være oplagt at forholde sig til følgende spørgsmål.

  • Hvorfor har så mange mennesker, så meget imod, at blive filmet, selv når de foretager sig helt uskyldige ting, såsom at sidde et offentligt sted og spise, eller at gå ud af en forretning for at cykle videre, eller at passe deres arbejde som taxachauffør? Er det fordi de alle “har noget at skjule”?
    .
  • Eller er det faktisk muligt, at have noget imod at blive overvåget, uden at man nødvendigvis har urent mel i posen?
    .
  • I fald det kun er forståeligt og naturligt at blive irriteret over denne ene mand med et kamera, hvorfor er det så ikke forståeligt og naturligt at blive irriteret over det langt større antal overvågningskameraer der filmer os dagligt?
    .
  • Med andre ord: Hvorfor er et enkelt kamera som man ser, så meget mere problematisk, end 50 kameraer som man IKKE ser?
    .
  • Og kunne det tænkes der er noget fornuftigt i de filmede menneskers implicitte antagelse om, at data om dem selv tilhører dem selv, og dermed ikke bør tages af andre uden at spørge om lov?

 

 

Relateret blog: Hvad har du at skjule?