MySecurityCenter versus ytringsfriheden

Hjemmesiden Spywarefri.dk, der er drevet af frivillige IT-folk, har i en årrække hjulpet med råd og vejledning til at holde computere fri for hackere og malware/virus. På deres forum tilbydes desuden gratis eksperthjælp til at rense computere der allerede er blevet inficeret. Det er en troværdig hjemmeside som jeg både selv har fået hjælp fra, og henvist andre til. Ligesom denne hjemmeside er Spywarefri.dk drevet af idealisme, ikke af penge.

Hændelsesforløbet i denne sag er som følger.

Spywarefri.dk anmelder MySecurityCenter’s program
Endnu en ting Spywarefri.dk gør, er at teste og anmelde sikkerhedsprogrammer. Tidligere på året blev “MySecurityCenter” anmeldt. Der er tale om en danskejet virksomhed hvis forretningsmetoder må siges at være “tvivlsomme” ud over det sædvanlige, og effektiviteten af deres sikkerhedsprogram er tilsyneladende heller ikke noget at skrive hjem om. Anmeldelsen endte med en velfortjent bundkarakter.

MySecurityCenter truer Spywarefri.dk til tavshed
MySecurityCenter truer Spywarefri.dk med fogedretssag. Da Spywarefri.dk ikke har økonomiske midler til at føre retssag, vælger de at fjerne deres programanmeldelse.

Anonym tipper medierne
Sagen bliver diskuteret på Spywarefri’s forum (nu bortcensureret) og en anonym sympatisør tipper flere medier og offentlige instanser om hvad der foregår. Det resulterer bl.a. i denne artikel:
Dansk antivirus-firma lukker munden på kritikere
Kommentarerne til artiklen gør det til ugens mest omdiskuterede nyhed på Comon.dk, og flere af MySecurityCenter’s ofre får mulighed for at fortælle om deres uheldige oplevelser.

Anonym sikrer Spywarefri.dk’s ytringsfrihed
En anonym person lægger hele Spywarefri.dk’s bortcensurerede programanmeldelse online igen, og slår fast, at man ikke kan “true sig til gode anmeldelser”: www.mysecuritycenter.webs.com (nu bortcensureret).
Dette forårsager endnu en artikel på comon.dk:
“Vi truer os ikke til gode anmeldelser”
Artiklen linker til den genoprettede anmeldelse af MySecurityCenter, så folk nu igen kan læse hvad det hele drejer sig om. Som det fremgår af artiklens kommentarer har folk yderst vanskeligt ved at følge MySecurityCenter i, at Spywarefri.dk skulle gå over stregen i deres programanmeldelse.

Hvad kan vi lære af denne sag?
Denne sag må siges at have været til stor skade for MySecurityCenter. Folk der fremover søger på nettet efter deres produkter, kan meget vel komme forbi nogle af de sider, hvor virksomheden og dens metoder bliver afsløret. Kunne den dårlige presseomtale omregnes til kroner og øre har affæren næppe været billig for nævnte virksomhed.
Det kunne dog sagtens være gået langt værre, og Spywarefri.dk kunne sagtens have risikeret at få mundkurv på. Men det skete ikke, takket være internettets mulighed for anonymitet; et fint eksempel på hvordan muligheden for anonymitet, giver mulighed for reel ytringsfrihed.

Det vi kan lære er, at der skal handling på bordet hvis man ønsker forandring. Alt for mange brokker sig over at samfundet ikke fungerer optimalt, og alt for mange gør lige præcis intet for at forbedre det. Nogle gange er en enkelt anonym person alt hvad der behøves for at gøre en forskel. Kom derfor op af sofaen, ind i kampen, og tag et initiativ når muligheden for at afstedkomme gavnlige forandringer melder sig; indenfor IT-sikkerhed såvel som alle andre aspekter af livet.

Forhåbentlig kan vejledningerne på denne hjemmeside hjælpe dig med at opnå den anonymitet, der til tider kan være et nyttigt værktøj, når man ønsker at ændre status quo til det bedre.

 

 

Opdatering – 8. marts 2011
Som beskrevet blev Spywarefris anmeldelse af MySecurityCenter fjernet, men den kom hurtigt online igen på en ny adresse. Seneste udvikling i sagen er, at denne
også er fjernet, og er kommet online igen et nyt sted osv. Kampen raser frem og tilbage. Kommentarerne til de ovenstående artikler på comon.dk linker til flere websider hvor Spywarefris programanmeldelse kan læses, og flere andre gengivelser kan nu findes på nettet, se eksempelvis denne side.
Bemærk initiativet “MSC Response Team”. Der har du mulighed for at tage aktivt del i kampen for ytringsfrihed.

.

.